GAMMEL VARDEVEJ - indefra
A series containing 58 photographs of identical one-room flats in a social housing complex.
Gammel Vardevej - interiør #1 - #58, 60 x 90 cm, 2016
A series containing 45 photographs of rooms, objects and details in a social housing complex.
Gammel Vardevej - detaljer, various sizes, 2016
”Alle har en mening om Gammel Vardevej, men ingen ved, hvad der foregår.
Nielsen, beboer
Siden sommeren 2013 har jeg i perioder arbejdet i og omkring et kommunalt boligbyggeri på Gammel Vardevej i Esbjerg. Jeg har bl.a. arrangeret workshops og, i samarbejde med lokale beboere, udført to større udsmykningsprojekter på facaderne af to boligblokke. Jeg har stiftet bekendtskaber med beboerne og fået adgang til at komme ind bag facaden og besøge folk i deres lejligheder. Størstedelen af beboerne er arbejdsløse, mange lever med dårligt helbred, alkohol- og stofmisbrug og, som følge deraf, social udstødelse.
Boligblokkene, opført i 1930’erne, er dårligt vedligeholdt og i forfald indvendigt i opgange, kældre og de små etværelseslejligheder, og er som sådan komplet utidssvarende boligforhold. Min første reaktion var indignation. Jeg havde en bevæggrund for at dokumentere tingenes tilstand, rette kritik mod udlejers (kommunens) mangel på ansvar og stille spørgsmål ved, hvor lav standard et samfund kan tillade sig at sætte for dets borgeres velfærd. Imidlertid blev jeg draget af folks historier, drevet af almindelig menneskelig nysgerrighed og fik stor respekt for, at man formår at skabe personlige hjem indenfor disse underpriviligerede rammer.
Eva Merz, Esbjerg, september 2016
Med udstillingsprojektet ’Gammel Vardevej – indefra’ giver Eva Merz os et anderledes og fascinerende kig ind bag murene i det udsatte boligområde. Kunstkritikeren Lisbeth Bonde har kaldt Merz ”en moderne Jacob Riis, der stiller sit kamera og sit reflekterende og kritiske jeg i de udstødtes tjeneste.” Og ligesom Riis nøjes hun ikke med at skildre ’de andre’ på afstand. Hun har gennem flere år haft sin gang i bebyggelserne på Gammel Vardevej, opbygget relationer og vundet beboernes fortrolighed.
Denne fortrolighed har givet hende adgang til lejlighederne og livet bag facaderne. Med en særlig indlevelse i sine motiver, men samtidig et nøgternt og stringent udtryk, har hun registreret de individuelle liv i de ellers identiske etværelses lejligheder. De beboere, som har inviteret Merz indenfor, er selv fraværende, og fotografierne er mennesketomme. Det er således alene sporene af den hverdag, som leves bag facaderne, vi præsenteres for.
Lejlighederne er fotograferet fra samme vinkel, og intet er fjernet eller tilføjet. Vi ser hver lejlighed, som den er. Denne dogmatiske fremgangsmåde får billederne til at fremstå som serielle og neutrale skildringer af individuelle rum, som tilsammen udgør en helhed. Merz’ projekt spænder over det specifikke: enkeltindividets tilværelse, og det almene: menneskers vilkår i en større socialpolitisk kontekst.
Kunsthistorisk set fremstår projektet som en interessant, konceptuel undersøgelse af så traditionsbundne genrer som – ikke alene interiørmaleriet – men også det klassiske stilleben. De serielle panoramabilleder ledsages nemlig af detaljeoptagelser, hvor Merz vender de faglige genrer på hovedet. For hvor det dagligdags oversete normalt ophøjes gennem kunsten, kommer de intime detaljer og interiører fra hverdagen i Merz’ fotografier hver især til at udgøre deres helt eget dragende mikrounivers, som både åbner for et væld af associationer og peger på sider af livet, som vi måske helst vil overse. Kunstnerisk set placerer hun sig således i feltet mellem en dokumentaristisk, socialrealistisk og konceptuel praksis, hvor motiverne nok stammer fra et faktisk levet hverdagsliv, men de tildeles samtidig en æstetisk og idémæssig værdi og et kritisk potentiale, der hæver dem ud af deres oprindelige subjektive sammenhæng.
Udstillingen ledsages af en bog, der foruden gengivelser af de mange fotografier indeholder tekster af antropolog Kathrine Tschemerinsky og kunstkritiker Matthias Borello og ikke mindst en række interviews med de lokale beboere, som fortæller om deres liv. Når udstillingen lukker, lever projektet således videre som bog, der gennem kunstnerens udforskning af samfundsmæssige problematikker fortsat vil kunne skabe relevant social debat.
Christiane Finsen, museumsinspektør, Esbjerg Kunstmuseum, september 2016