Åbningstale ved Eva Merz’ solo udstilling i Galleri Kant

af Provst Kræn Christensen

Denne her udstilling har ikke nogen titel, og det giver mig sådan set frit slag i forhold til hvad jeg eventuelt kunne kalde den, og skulle jeg med et ord betegne denne udstilling af Eva Merz ville jeg kalde den: Courage!  Ordet er franskklingende og jeg er blevet fortalt, at det netop kommer af det franske Coeur: Hjerte. Courage handler om hjertesager.  Og man fornemmer virkelig at det er en hjertesag, der her er tale om. Og sådan er det i øvrigt med alle de udstillinger af Eva, som jeg kender til, de rummer courage – det er hjertesager! Og nok specielt denne udstilling i Galleri Kant, hvor der er mere end ellers på spil, for nok er den på mange måder et vidnesbyrd om hendes fars liv på den vis, at hun dokumenterer hans liv eller rettere, bevidner hendes fars liv, nu hvor han ikke længere er i stand til det selv, samtidig med at hun forsøger at finde ud af; hvem er det i grunden hun stammer fra, og hvad er et menneskeliv i grunden? Det vil sige udgangspunktet er hendes (naturligvis!), alt inklusivt, MEN det bliver aldrig privat. Så det er i alle henseender en modig udstilling – en udstilling med courage i både egentlig og overført betydning.

Og for os der ser udstillingen er det vigtigt igen og igen at se, at livet kræver courage både den vi kan give andre, og den vi bliver givet.

Courage handler om at tage imod livet, gøre noget, ikke være bange men afsøge grænserne for egen formåen. Når vi siger til os selv: Lad hellere være! Du kommer galt af sted! Folk bliver bare vrede på dig eller gør nar af dig. Så bliver man bange, og så bliver der brug for reglen om, at gøre det man er bange for: Courage! Ja, det kan ligefrem blive nødvendigt, at tage courage op med begge hænder, som franskmændene siger. Det har det menneske Eva Merz skildrer her gjort – det har hendes far gjort. Med begge HÆNDER.

Courage er, hvad vi ser ske på billederne her – læg i øvrigt mærke til det nærmest museumsagtige præg rammerne med genstandene har – det minder utrolig meget om de kasser/udstillingsmontrer, man ser på museerne, og som man står og ser ned i. Med andre ord, et liv bliver bevidnet, en historie bliver fortalt, og vi ser på og tænker hvis det var min livshistorie, der lå der, hvilke ting ville der så være udvalgt? Eller vi tænker havde det været en anden fra familien der skulle vælge fra et helt livs skattekiste, hvad var der så kommet frem?

Jeg tænker på de udtryk, som Eva har valgt, for det er udtryk, der gør indtryk. Jeg vil mene, at der er en fortælling, der har trængt sig på. En fortælling som den, det drejer sig om, ikke har kunnet fortælle, men påtrængende som den var, har Eva valgt at gøre det. Og vi ser et liv folde sig ud både på billederne ved hjælp af de enkelte genstande, som hun har valgt og måske også dem der ikke er der…

Faderen, hvis liv det drejer sig om, befinder sig lige nu på kanten mellem det, der var, og det, der skal komme, og det samme gør vi vel alle sammen, men vi magter trods alt livet endnu. Og som den fantastiske kunstner Eva er, er det netop dette: livet! hun kaster sig ud i – og kaster os ud i.

Jeg har det på mange måder sådan, at god kunst skal fastholde mennesker i grænselandet: aldrig skråsikre, aldrig beherskende, altid i forhold til noget, vi ikke forstår. Et spørgsmål uden svar. Resten står hen – umalet eller i dette tilfælde ubehandlet – og er kort sagt tavshed. Ikke bare i sit udtryk men også i sin form, når billederne deres ultimative grænse.

”Jeg sidder på kanten af verden” skriver Poul Borum. Det er for mig at se den samme grænselinje Eva er inde på i denne udstilling. For mig at se, er det et af de bedste bud på at indkredse kunstens – billedets – ontologi. Kunsten og vores egen menneskelighed bliver til på kanten af det amorfe. Og dermed mener jeg, at kunst og liv og død hænger sammen, er under samme vilkår! Hvis ikke det var tilfældet, gad jeg ikke beskæftige mig med den.

Tag nu f.eks. billederne af hånden – hvert billede bliver til på kanten – på kanten af sin egen opløsning – for allerede i næste sekund, er det noget andet. Eller sagt med Inger Christensens ord: ”Det er først, når man går ud i det tomme rum, at man kan mærke broen under fødderne.” For jeg fornemmer tydeligvis, at det tomrum, som er efter billederne, mellem billederne og i billederne, ikke er tomt for mening, det markerer derimod grænsen ind til den hemmelighedstilstand, som billederne får sin kraft fra, men ikke selv kan aflæse. Med andre ord; mennesket er altid noget mere end… noget metafysisk, som det siger sig selv, ikke kan rummes i billederne, for det kan hverken måles, vejes eller registreres. Kuverterne i værket derovre ved jeg er afsendt fra USA i afsenderens ungdomsår med store bogstaver bagpå står der J.E.D. – der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvad det betyder, men hvad har brevene indeholdt? Hvilke ord, hvilken længsel, hvilken kærlighed…

I mange henseender bevæger vi os i udstillingen – der er en bevægelse i selve udstillingen – fra der hvor mennesket med hænderne i siden har magt over livet indtil håndsbillederne, hvor de selvsamme hænder har sluppet hoften og hænderne og de krogede fingre rummer alderdommen/sygdommens afmægtige trommen, rysten, vibreren. Det var ellers de hænder, der havde et sikkert greb om:

pistolen, pilen, pennen, penslen

krogen, kuglerne, kassen, kuverten

silden, slangen, stemplet

indtil frugten (blommen) til sidst blev mast af hænderne – i afmagt, i frustration, i vrede.

På den måde viser billederne os menneskelivets mægtighed og skrøbelighed, samtidig med, at de menneskeliggør os. Billedet rummer altså en begrænsning samtidig med, at det gør denne kendsgerning om ’noget mere’ tilgængelig i billedet. Billedet viser vores blindhed, ved at åbne vores øjne! Og det er der historien bliver til. Det er der vi kommer med i historien.

Der er en gejst i billederne – og også en begejstring - og på tysk betyder gejst jo ånd. Vi ser en række ting, som skildring af et menneskes liv, men der er altid mere og dette mere fornemmer man tydeligvis i billederne. Denne rest – dette mere - er som sagt ’tavshed’. Det er ude af syne, men er alligevel repræsenteret. Billederne rummer hverken mere eller mindre, end de skal – var der kommet mere med i de enkelte billeder, så ville magien forsvinde, som støvet på sommerfuglens vinger. Det er som et spædbarn, der for hvert ord, det vinder, også fjerner sig fra verden. For man kan ikke lære natten at kende ved at lyse ind i den. Man kan heller ikke skære sit hjerte ud og give det til sin elskede. Men hvad rummer brevene så?

Verden kommer af sig selv, som lys og toner lige netop der, hvor billedet ikke slår til. Men for at nå til den grænse viser Eva os, at man alligevel og modsætningsfyldt kan bruge kunsten som navigatør.

Det er sagt og skrevet om Eva, at hun er lige dele dokumentarist og konceptkunstner – og det er naturligvis fuldstændig rigtigt – men for mig er hun samtidig den kunstner – og jeg ved ikke hvad en sådan hedder – men altså den kunstner, der viser en tilstand mellem verden og os. Din kunst er en engel, der går hul på. Et splintret spejl, en prøveløsladelse. En strøm af varme og blod, af lys og mørke bag hændernes tynde hud. Og ”Engel” er netop titlen på dit store billede, hvor vi ser et fuglebad – et fad på en sokkel hvor vandet i bassinet er udskiftet med blod, og med en havfrue - eller en engel siddende smilende på kanten. Kulissen er meget dybgrøn næsten sort og livskraftig. Med andre ord her er vi igen på kanten, på kanten af bassinet og på kant med livet. Kontrasterne i billedet synes jeg er helt enorm mellem lys og mørke – udover det lyse ’fuglebad’, som er livets skål, ser vi også de lyse blomster i bunden – begge dele hårdt medtaget af levet liv, men hvis vi holder fast i billedets titel, er det her englen kommer ind og går ned i forfaldet, ned i afmagten, ned i smerten, ned i lidelsen…

Med denne udstilling står vi på kanten af livet - eller vi er på kant med livet - det er der, hvor vi begynder i ustillingen, og der hvor vi ender. Der er således for mig at se et forløb i udstillingen – som altså går lige til kanten. Fra den kant hvor det hele begynder, og hvor han står med hele verden for sine fødder – nærmest som Caspar David Friedrichs berømte billede ’Vandreren over tågehavet’ - til dér hvor sproget er sluppet op og hændernes pergamenttynde hud afspejler menneskelivets skrøbelighed.

Med Eva Merz’ billeder er tågen lettet, og vi ser, og vi forstår. Tror vi, for der er altid mere at sige om et menneske og et menneskes liv.

Der er rigtig meget Merz i denne udstilling – og der rigtig meget Schmerz i denne udstilling. Men først og sidst kærlighed og courage – hjertesag – det er det dybeste i hendes  billeder. Et hjerte der banker bag hver eneste genstand og hvert eneste foto – og mere end det.

Kræn Christensen

Hjerting, den 13. april 2012.