Tekst til bogen ’Gammel Vardevej – indefra’, 2016

af Matthias Hvass Borello, redaktør og kunstkritiker

Der er mange måder at lytte, tale, registrere og respondere på. Kunstneren Eva Merz har lyttet, talt, registreret og responderet i mødet med beboerne i boligområdet på Gammel Vardevej i Esbjerg over en periode på tre år. Hvorfor? Dels, fordi der ikke er andre, der har gjort det. Og dels, fordi den mangel på forståelse, beboerne på Gammel Vardevej har oplevet, sker alle steder og på mange planer i vores samfund – i alle mulige samfund rundt omkring i verden faktisk. Stedet og dets fortællinger kan, med den empatiske og kritiske registrants blik, stå som et kondenseret prisme over menneskets natur og kultur. Igennem værket Gammel Vardevej kan vi stå ansigt til ansigt med os selv og vores utrolige evner og sørgelige svagheder. Kunsten har med andre ord en rolle at spille her, der ikke handler om kunst, men om, hvordan kunsten kan sætte nye tanker og bevægelser i spil.

Alain de Botton og John Armstrong skriver i ’Art as Therapy’ (2013): ”If we accept that guiding our emotions is an important part of the process of creating a civilized society, then culture should be recognized as one of the central mechanisms by which we do it, along with politics.” Det er netop den guiderolle, som Eva Merz påtager sig med ’Gammel Vardevej – indefra’. Og ved at bringe virkeligheden frem i kunstens lys, giver Merz os tid til at tænke os om, se nuancerne, mærke efter.

Nuancer er faktisk et utrolig vigtigt ord i den her sammenhæng, da det er helt fundamentalt i forståelsen af kunstnerens intention. Det er normernes og de sociale konventioners evne til at stereotypisere, og dermed fortrænge, de eksisterende nuancer til fordel for stereotypens ikke-involverede fortælling, der er under angreb. Nuancer fortoner sig i magtfuldkomne begreber, som ghetto eller socialt udsat, samtidig med, at en destruktiv afstand forplanter sig gennem samfundet. Destruktiv for nuancer og menneskelige dimensioner. Produktiv for fordomme og fremmedgørelse.

Der er mange kunstnere, der har arbejdet i samfundets sociale periferi i mange år. Eksempler på kunstnere, der er drevet af en social indignation, er Kenneth A. Balfelt, Kerstin Bergendal, YNKB, Gåafstand, Gitte Villesen, Lise Harlev, Marianne Jørgensen, Joachim Hamou, Karoline H. Larsen, Eva La Cour, Morten Goll, Maj Hasager, Parfyme, Tanja Nellemann Poulsen. Disse er blot et udsnit af de kunstnere, der fra halvfemserne og frem har manifesteret og udviklet et socialt antrit i deres kunstpraksis herhjemme. En noget mindre gruppe har særligt anvendt fotografiets no-bullshit blottelse og vidnende blik i dette ærinde, og her bør navne som Pia Arke (1958-2007), Joakim Eskildsen, Charlotte Haslund-Christensen og Eva Merz særligt trækkes frem.

Det er det anerkendende møde og den mellemmenneskelige proces, som genererer gensidighed og forståelse; det er motivet og den kunstneriske drivkraft i sociale kunstpraksisser, hvor værkerne er kendetegnet af proces, dialog, lokalforskning, relation, stedspecificitet, tid, kollektivitet, udveksling, politisk analyse og socialt engagement.

Eva Merz var et nyt bekendtskab for undertegnede, da jeg stødte på hendes socialt drevne praksis i 2009. En række bearbejdede fotos fra en BBC-dokumentarserie, som skildrede systemets tilsyneladende bevidste overgreb på kvindelige indsatte i det britiske fængselsvæsen, var lavet til ikoniske plakater, der udtrykte, hvordan en menneskeligt degraderende adfærd havde etableret sig som norm i et system fjernt fra offentlighedens blik. Projektet, der viste sig at være utrolig omfattende undersøgelser af det skotske fængselssystem, bar titlen ’You, Me Us & Them – Women in prison and criminal justice in Scotland’. Det var en diskret billedtekst, placeret nederst på plakaten, der fangede mit blik: ’New Social Art School’, stod der. Eva Merz er befriende klar i sin konstruktive ansats, men også nådesløs i sin henvendelse og konfrontation af det socialt uretfærdige: Vi skal lære at være sociale igen, for her er diagnosen på vores sociale formåen: Vi føler os nødsagede til at opbevare selvmordstruede kvinder i fængslerne, for at opretholde det system, der skaber klarhed omkring, hvem, der er resursefuld og hvem, der skal tilrettes ved straf. New Social Art School har været et af Merz' mest markante kunstneriske projekter, der i perioden 2004 til 2011, hvor hun var bosat i Skotland, har inkluderet skiftende konstellationer - med Merz som central figur - og en række lignende undersøgelser af samfundets sociale slagskygger. ’Get A Fucking Job – The truth about begging’ (2006) undersøgte og udfordrede fordomme og realiteter omkring tiggere på gaderne i Aberdeen, ’Tillydrone’ (2007) førte Merz til boligkvarteret Tillydrone i Aberdeen, hvor hun indsamlede beboernes tanker og hverdagsfortællinger i forbindelse med en byfornyelse i området og ledte en række kunstneriske indgreb, det førnævnte projekt ’You, Me Us & Them’ (2007-2010) opererede på indersiden af det skotske fængselssystem.

Et grundlæggende greb præger Merz' kunstneriske praksis. Det handler om viden; at distribuere viden om en tilstand fra et område og fra systemer, majoriteten af os ikke normalt er i berøring med, og bringe den så hudløst ærligt som muligt frem i offentlighedens lys. Komponenterne går også igen: en enorm mængde fotos, næsten ligeså mange interviews og et stort indsamlings- og forskningsarbejde, for slet ikke at tale om alle de døre og sind, hun skal have lirket op undervejs. Alle disse dele kræver en stor tillid, før de kan realiseres efter hensigten: at vi skal møde mennesket derinde, i skyggen, bag fordommenes stereotyper. Derfor er Merz' projekter heller ikke små manøvrer, men tidskrævende og langstrakte relationer, hun etablerer, typisk over en årrække.

Eva Merz' seneste projekt, hvor det socialt udsatte boligområde og dets beboere er omdrejningspunktet for værket ’Gammel Vardevej – indefra’, har været mere end tre år undervejs. Det er repræsenteret ved et hav af billedmateriale og interviews og et mikro-lokalarkiv af noter, snapshots, en dyb lokal viden og indtryk fra samtaler og møder med menneskene, der bor der. ’Gammel Vardevej – indefra’ spørger meget direkte: Hvordan ser samfundet ud, set indefra, i den sociale boligblok, med beboernes øjne? Projektet modarbejder på et helt fundamentalt plan den usynlighed, som fremmedgørelsen er et resultat af. Hvad er det for nogle grundlæggende menneskelige mekanismer, der skal til for at overskride denne sociale konstruktion og reetablere en mellemmenneskelig forbindelse og forståelse, der får os til at anerkende de andre?

Merz er mellemleddet, administratoren af fortællingen. Det er 1:1 møder mellem mennesker, der udgør grundlaget for al materialet. Over lang tid har hun fået opbygget en relation til de lokale, der har bevirket, at hun er en velkommen gæst - måske netop fordi, hun ikke repræsenterer eller agerer som systemet. Det er hendes tillid hos de lokale, der er projektets særlige styrke. Uden den var vi andre aldrig kommet indenfor. Via tilliden har Merz haft samtaler og adgang med sit kamera og mikrofon, der kan udfordre den etablerede distance og udfolde de menneskelige skæbner og stemmer. ’Gammel Vardevej – indefra’ handler kort og godt om at gøre op med offentlighedens manglende forståelse - og om mødet via kunsten som et produktivt middel.

Britiske Stephen Willats, en tidlig praktiker og tænker i det sociale kunstfelt, skrev i 1986 (begge citater fra Stephen Willats ’Society Through Art’, HCAK, 1990):

”Artwork that seeks to instigate changes in the way we perceive the dominant value structure, so that we can engage in a more per­son-based consciousness, must establish links with social reality. In this case a consistency must be sought between the consciousness that underlies the artist’s practice and the methodologies employed in the artwork itself, since the more the work is directly related to the lives people lead, their problems and their aspirations, the more cen­tral its meaning will become”. (En del af afsnittet ’A Social Model of Art Practice’, s. 16) 

[...] ”I asked a man why he had taken part in the work (’West London Social Resource Project’, 1972-1973, red.), for it had taken up quite a few hours of his time and meant that he was involved off and on over a nine month's period, and he answered that I was the first person to call at his front door and not want to take anything from him. As the man saw it, the work put something into his life that was not there before.” (En del af afsnittet ’Pluralism as A Social Function of Art’, s. 5)

Eva Merz formår, som Willats, der også udfoldede nogle af sine mest betydningsfulde kunstprojekter i sociale boligområder, at etablere en meningsfuld forbindelse mellem de kunstneriske værktøjer og den sociale virkelighed, som værkets proces er udviklet og realiseret med. Og det er på det grundlag ’Gammel Vardevej – indefra’ skal vurderes: Har kunstens intention resulteret i et projekt, der både møder det lokale uden systemets kategorier og formår at flytte vores tænkning, blik på og relation til de udsatte, som mennesker? Bliver værket således til et meningsfuldt værktøj for de implicerede?

Vi står ikke, som Eva Merz, i et direkte møde med beboerne i boligkomplekset Gammel Vardevej, men må via bogens materiale forsøge at stykke en fortælling og relation sammen af de to elementer: fotografierne og samtalerne. Men der er fra kunstnerens side sat en udfordring op: Vi møder ikke menneskene skildret i vanlige portrætter. I fotografierne møder vi deres lejligheder, interiøret, de daglige rutiners objekter, en atmosfære og stædige forsøg på at skabe et godt liv i de små étværelseslejligheder, som komplekset er udgjort af. Alt andet end mennesket i visuel form. Der er på mange måder gjort plads til, at vi som publikum og individer kan træde indenfor, uforstyrret og med ro til refleksion. Imens har Merz, som allerede antydet, haft hundredevis af samtaler gennem de tre år, både small og deep talks. I de udvalgte samtaler kommer vi rigtig tæt på; tæt på intentionen om at skildre et socialt udsat boligområde med beboernes stemmer, som bidrager med deres livserfaring, betragtninger og forslag til forbedringer.

”Jeg har det jo fint i dag. Jeg går og roder og rager, som det passer mig. Folk må tage mit hjem, som det er, indtil jeg er færdig. Jeg er spændt på at høre, hvad viceværten synes om det. Men jeg vil ikke invitere ham herind endnu. Jeg skal først være færdig, ellers tror jeg ikke, han kan forstå meningen med det, jeg laver. Boligadministrationen? Ja, de har vel nogle regler, men det er jeg sådan set ligeglad med. Det er en gammel lejlighed, og det er mig, der skal bo her. Jeg betaler selv, hvad det koster at få det lavet om. Og jeg har ikke tænkt mig at flytte. Jeg skal først herfra, når jeg ligger i min seng og er død.”

Jacobsen, 59 år, beboer på Gammel Vardevej

Vi oplever både diversiteten, trivialiteten, holdningerne, værdierne, foragten for systemet, glæden over sammenholdet, vreden over boligforholdene, glæden over naboen, frustrationen over fordommene - og ikke mindst, hvordan en bevidsthed omkring de vigtige ting i livet står i et klart lys, når man møder hinanden og virkelige problemer på daglig basis i samfundets nederste lag. Om noget møder man hudløst ærlige holdninger om samvær, adfærd, accept, tillid, tolerance, tryghed og livets basale behov. Man får faktisk den opfattelse, at man ser klarere og mere omsorgsfuldt nedefra. Og så er vi vist tilbage ved spørgsmålet om, hvordan vi kan lære at være sociale på ny.

Først skal vi selvfølgelig erkende, at stigmatiseringen, afmagten og misrøgten er der, og det begynder med, at vi ser og forstår. Dernæst skal vi forsøge at møde ’Gammel Vardevej – indefra’ uden fordommenes filter og lade oplevelsen præge os. Det er nemlig den omsorg, ja den mellemmenneskelige kærlighed, Merz' værker er drevet af, som evner at overskride selv de mest hårdnakkede stereotyper.

…                           

Matthias Borello (f. 1977) er kunstformidler, redaktør og kritiker ved Kunsten.nu og kurator af en række projekter inden for kunstens sociale praksisser i både ind- og udland.