Tekst til bogen ’Gammel Vardevej – indefra’, 2016 

af Kathrine Tschemerinsky, social antropolog, redaktør og skribent

Som barn havde jeg en veninde, der kom fra et helt andet slags hjem end mit. Hun og hendes bror var opkaldt efter Karl Marx og hans hustru, og lejligheden, hvor de boede sammen med deres mor, var lang og snoet, fyldt med rum og ting. Der var højt til loftet – i hvert fald højere end hjemme hos mig – og hver gang, jeg kom på besøg, var noget lavet om. Pludselig stod der en skulptur i entréen, men sofaen var til gengæld væk. Stue blev til arbejdsrum blev til soveværelse. Der skete altid noget, og i modsætning til hjemme hos mig, hvor vi altid gjorde klar til vores gæster og i højstemt stilhed afventede deres ankomst, havde man aldrig på fornemmelsen, at de ventede på én; som gæst blev man del af det, som nu engang var ved at ske. Vi var for det meste hos hende. Det var sjovere, forstod jeg, uden rigtig at forstå hvorfor.

Min veninde havde et dukkehus. Det stod hos hendes bedstemor, som boede lidt længere nede ad gaden, hvor vi tit tog hen, når moderen havde travlt eller vi kedede os. Jeg husker dukkehuset, som noget af det skønneste, jeg nogensinde har set. Indretningen var skødesløs på en måde, som jeg selv i dag ikke kan imitere. Fyldt med ting fundet på rejser over hele verden gennem mange årtier, eller som de selv havde lavet. Ting, der i udgangspunktet slet ikke hører til i et dukkehus, men som de havde besluttet hørte til. Det var sjældent, vi legede med dukkerne; som regel tømte vi huset og brugte timer på at indrette det. En dag kom vi op at skændes. Jeg insisterede på, at man ikke kunne have en sofa uden et sofabord; hun var uenig. Jeg tror, det var første gang, jeg hørte ordet småborgerlig.

Der er to slags hjem, man kan se på; dem, der vækker misundelse, og dem, der ikke gør. Den første slags får én til at længes efter noget, som man ikke har – og som man måske ikke engang vidste fandtes, før man så det. Det kan få én til at ændre ens vaner – eller i hvert fald at forsøge på det. At betragte et hjem, der ikke vækker misundelse, kan både få én til at glæde sig over det, man har, og det, man ikke har, men fælles for disse oplevelser er, at de minder én om de mange andre liv, man kunne leve – både frivilligt og uvilligt. Det handler om, hvordan man sidder, når man spiser, hvor man ligger, når man sover, hvad man bruger sine vågne timer på  - og med hvem. At se på andres hjem gør én i stand til at betragte ens eget, men at se på andres hjem forudsætter også, at man er klar over, at der er noget, man kalder sit.

Jeg ser rundt i mit eget værelse: Skrivebord, stol, seng, garderobeskab, Macbook, yogamåtte, læselampe, bøger, håndtaske og kuffert. Hjemmets genstande afslører de måder, hvorpå man tilbringer sin tid.

Hvad bruger beboerne på Gammel Vardevej deres dage på? En cigaret bliver tændt, en øl knappet op og lyden af krop mod læder. Suk. Host. De fleste hjem har sofaborde, men det er ikke sofaborde, hvor middelklassen hviler ud efter en lang dag ude i samfundet; det er sofaborde, der tilhører velfærdssamfundets fattigste. Omkring sådanne borde hviler man ikke; det er her, livet leves. Og netop levet liv pynter hjemmets vægge, som blade pynter træerne. Elvis, Bob Marley, grønlandskort, brydning og musikinstrumenter. Selv et træ med få blade er et træ med blade - og ikke bare et hvilken som helst træ, og udsmykning gennem indretning er det, der giver de ellers identiske lejligheder på Gammel Vardevej karakter. Men, som den amerikanske fotograf Diane Arbus forklarer, går iscenesættelse hånd i hånd med afsløring. »Der er et punkt mellem det, man ønsker, at folk skal vide om én, og det, man ikke kan forhindre dem i at vide«. Dette kalder hun forskellen på intention og effekt, og det er kontrasten mellem billeder hængt på en væg og rammen med øl, der står efterladt på gulvet.

For at se på et hjem, skal man lukkes ind i et hjem, og det vil sige, at der skal være én, som åbner døren og derved blokerer ens udsyn til det, der skal komme. Før man ser hjemmet, ser man som regel den, som hjemmet tilhører, men her på Gammel Vardevej kommer ejeren kun til syne gennem sine ting. Til gengæld kan man kigge, lige så længe, man vil. Man bliver ikke forstyrret.

I begyndelsen er fattigdommen på Gammel Vardevej fremtrædende. Møblerne er genbrug, men ikke den slags man ville kalde vintage. Hvad er forskellen på genbrug og genbrug? Hvad adskiller det skødesløse fra det sjuskede? »Sand fattigdom«, skriver filosoffen Marin Heidegger, »er ikke at mangle andet end det, som ikke er behøvet«. Hvad er nødvendigt? Hvad er nyttigt? Hvad er det, man ikke behøver? I en af lejlighederne hænger et fotografi af boligen, som den tidligere så ud. Den plejede at være mere stue end soveværelse. Nu er det omvendt. I flere af lejlighederne er der ikke kun en, men to senge. Skyldes det, at dem, der sover der ikke ønsker at dele seng, eller er det fordi der ikke er plads til en dobbeltseng? Selv på lidt plads kan der gøres plads til mange. De mange sofaer er et andet eksempel på det. Rundt omkring hænger der skolefotos, men ellers er der intet spor af børn og familieliv. Én ting er at se på det, som er der. Hvis man betragter længe nok, begynder man også at bemærke det, som ikke er der. Bøger for eksempel. Der er ingen bøger. Og spiseborde er der heller ikke særlig mange af.

At se på andres hjem er at bevæge sig fra helhed til detalje:

Sofa. Seng. Sofabord. Køleskab. Spejl. Toiletpapir. Radio. Pude. Crocs. Reklamer. Bykort. Danmarkskort. Grønlandskort. Gulvtæppe. Bryderbælte. Sodavandsflaske. Visne blomster. Standerlampe. TV. Vasketøjskurv. Fjernbetjening. Lysestage. Puslespil. Tapet. Sengetæppe. Natlampe. Pyntepude. Hængelampe. Flyttekasse. Chips. Fotoramme. Havestol. Stueorgel. Øl. Kaffekande. Stearinlys. Drømmefanger. Tobak og rullegrej. Sovepose. Sysæt. Vækkeur. Bodylotion. Vægur. Tastatur. Tændstikæske. Babybleer. Krus. Kop. Ske. Sandaler. Sutsko. Sprut. Sparegris. Kaffekop. Sodavandsflasker. Plastikposer. Støvsuger. Nipsgenstande. Fladskærm. Bong. Madras. Potteplante. Computer. Mus. Termokande. Nøgler. Hjelm. Askebæger. Sølvpapir. Kasket. Tæppe. Flag. Guitar. Dvd. Ølbrik. Dug. Juleplatte. Bamse. Medicin. Emballage. Lighter. Sælskind. Maleri. Nøglekæde. Lommetørklæder. Julepynt. Hundesnor. Spillekort. Håndklæde. Cd’er. Keramik. Briller. Vægkalender. Højtaler. Fluesmækker. Sko. Denimvest. Krykker. Gardin. Tøjskab. Skolefoto. Fodskammel. Hylde.  Friske blomster. Servietter. Kuffert. Tennisbold. Hundelegetøj. Knogler. Trappestige. Sokker. Vandskål. Cykel. Fjer. Tøjstativ. Vægtløfterudstyr. Videoprojektor. Stumtjener. Potteplante. Fanplakat. Forlængerledning. Dyrebur. Bjælkegulv.

Jeg har én gang ryddet op hjemme hos min kæreste. Det gjorde ham ulykkelig, kunne jeg se. Skrald i mine øjne var ikke skrald i hans. Ligeledes slår det mig pludselig, hvilken omhyggelighed der er lagt i at gøre disse rum til hjem. Et spejl er sat på en hylde, der hænger så højt, at man ikke kan bruge spejlet til at se på sig selv. Men det får rummet til at virke større. En julemand er hængt op i en lampe og aldrig taget ned igen. Én lejlighed er fyldt med tomme sodavandsflasker og tobaksemballage, men de er sirligt opdelt og opstillet. Sodavandsflasker for sig. Emballage for sig. Orden i rodet. Hvorfor forbindes menneskelig værdighed med et velindrettet hjem?

Jeg stirrer og spekulerer på, om det at stirre er udtryk for nysgerrighed eller snagen. Måske starter det som snagen – lysten til at få et glimt af de andres liv og velbehaget, når ens fordomme synes bekræftet – men i det man stirrer, forvandles det, man stirrer på. Fra små lejligheder i et socialt boligkompleks til hjem beboet af forskellige mennesker. At se på andres hjem er at stirre så længe, at det åbenlyse fortrænges til fordel for et nyt, fortættet motiv.

At lukke andre ind i ens hjem er en tillidsfuld gestus, som bør forsøges besvaret med ydmyghed. At betragte andres hjem ydmygt; måske det er forskellen på nysgerrighed og snagen. Men at se på andres hjem – uanset om der er tale om et hjem, der vækker misundelse eller ej – handler ikke kun om det, man ser på; det handler også om de hjem, man bringer med sig som reference.

»I centrum af vores liv«, skriver den italienske forfatterinde Natalia Ginzburg, »er spørgsmålet om menneskelige relationer«. Når først man bliver opmærksom på det, begynder man, ifølge Ginzburg, at rekonstruere og spore deres vej gennem ens liv og deres betydning for blikket, man kaster. Min veninde og jeg gled efterhånden fra hinanden, men jeg har stadig ikke noget sofabord.

…

Kathrine Tschemerinsky (f. 1988) er uddannet antropolog på Columbia University. Hun arbejder som redaktør for Politikens Rejsebøger og er desuden fast bidragsyder til Weekendavisens bogsektion.