Katalogtekst til billedserien ’Portrætter 1996 – 1998’

af forfatter Vagn Lundbye (1933 – 2016)

Når de gamle holdt mørkning, rykkede vi lidt sammen. Stearinlyset kastede uregerlige skygger i den lille stue i P. Knudsensgade, og selv om nogle af billederne blev uhyggelige, trøstede det os børn, at vi stadig kunne genkende de fleste af møblerne. Skrivebordet stod urokkeligt henne ved den lille dør ud til terrassen. Tobaksdåsen var heller ikke til at tage fejl af, når vi havde opdaget den. Skabet med tallerknerne, spisestuebordet og det nykalkede loft. Og kakkelovnen, der kastede et varmt lys gennem marieglasset og ned på det slidte gulvtæppe.

Der var ingen grund til at blive bange!

Det var ansigterne i halvmørket, som fascinerede mig mest. Min morfars skarpe fysiognomi ændrede sig, og i det ene øjeblik forestillede jeg mig, at han var en af Djengis Khans krigere, i det næste at han var en irokesisk shaman, som stod i forbindelse med flammerne bag marieglasset. Min mormor sad henne ved kakkelovnen og røg på de cigaretter, som lige siden har medført, at jeg ikke kan være i nærheden af en ryger uden at tænke på hende. Morfar fortalte om gamle dage på den jydske hede, og en gang imellem nikkede mormor og sagde, at nu skulle vi børn passe på aldrig nogen sinde at glemme det, han fortalte os. Så skulle det nok gå os godt, tilføjede hun og hostede som det sidste skovnæsehorn ved egeskoven i Vejle.

Vi sad i et dyb i Sydhavnen, naturen legede med os, og de to gamles ansigter forandrede sig hele tiden til noget, jeg havde læst om eller aldrig læst om. Det var ikke længere en lille malermester og hans svagelige kone, det var to forunderlige mennesker, som mørket fyldte med en magi, der var i stand til at åbne for hemmeligheder, vi længtes efter at erfare. De talte på en helt anden måde, end de plejede, og det, de sagde, nævnte de aldrig, når det var lyst.

Halvmørket og dets forvandlinger var nødvendige at opleve, hvis jeg ville være et helt menneske, og så gjorde det ikke noget, at jeg ikke forstod det halve.

Det mørke, som et halvt år ad gangen råder på Grønland, er hemmeligheden i det grønlandske menneske. Uden det og alle dets halvskygger ville grønlænderne være helt andre mennesker. Sandsynligvis ville de da også have lettere ved at indrette sig efter det naturløse menneskebillede, som forvandler kloden her ved slutningen af et eller andet årtusinde. Uden magien og den store stilhed, som er den anden hemmelighed i det arktiske menneske, ville sammenhængen med andre ord forsvinde.

Ingen af Eva Merz’ skyggebilleder af grønlændere er instrueret i forbindelse med fotograferingen. Bortset fra at alle er fotograferet i profil, har alle selv valgt deres holdning, der med andre ord er indtaget som grønlænder og med den viden, at baggrunden er havet, den store stilhed og verdens skabelse.

Det halve er altid mere end det hele, sagde Karen Blixen, og selvom Eva Merz ikke har anlagt nogen filosofi i sine billeder, er det indlysende, at forsigtighed og blufærdighed spiller en fremtrædende rolle. Hun vil hellere vise for lidt end for meget. At det på en sær, gammel måde ikke blot åbner for glidende overgange men også naturen, behøver man ikke at have holdt mørkning under 2. verdenskrig for at forstå.

Der er tale om billeder, som samler lys og mørke, mand og kvinde, dyr og menneske, liv og død, og som sådan vil man hurtigt glemme dem.

Eller aldrig gøre det!