Artikel i Hus Forbi, oktober 2006

af Lisbeth Rindholt, journalist

”Get a fucking job” råber forbipasserende jævnligt til tiggerne på gaden i Aberdeen. Den danske kunstner og fotograf Eva Merz har netop udgivet en bog med samme titel, hvor hun interviewer tiggere og andre af gadens folk. Bogen er et stykke social kunst, der skal skabe debat og gerne rykke ved den politiske dagsorden. 

I november 2004 gik et medlem af Aberdeens byråd på tv og sagde: Vi vil indføre en lov, der forbyder tiggeri. Det fik Eva Merz op af stolen. Hun er født i Danmark, men har i tre et halvt år arbejdet som social og politisk engageret kunstner i Aberdeen, Skotland, og er på barrikaderne, når byens politikere vælger at ignorere de socialt udstødte og forringer vilkårene for de hjemløse.

Kort efter tv-indslaget startede en større kampagne i en lokal avis med sloganet ’Ban the Beggars’, altså ’Forbyd tiggerne’. Man ville have gadetiggerne fjernet fra Aberdeens hovedstrøg, og aviserne bragte læserbreve fra vrede mennesker, der f.eks. havde ”set en tigger stige ind i en taxa” eller mente ”at det er uretfærdigt overfor de hårdtarbejdende folk i Aberdeen”.

”Kampagnen var komplet ensidig. Ingen havde talt med én eneste af de omtalte tiggere og hørt, hvordan de så på sagen”, fortæller Eva. For at komme tiggeriet til livs ville byrådet opsætte donationsbokse på gaden. Her kunne folk så give penge til de få hjælpeorganisationer, der arbejder med hjemløse og socialt udsatte. ”Men halvfems procent af gadetiggerne er stofmisbrugere, og pengene vil helt sikkert ikke gå til deres fix. Så de er stadig nødt til at skaffe penge hver dag.” Eva mener, at hvis man vender problemstillingen om, burde tiggerne belønnes fordi de, på trods af deres desperate situation, netop har valgt ikke at skade andre mennesker ved at begå kriminalitet som indbrud, tyveri eller overfald.

Taletid til tiggerne

Eva var så provokeret af både anti-tigger kampagnen og Aberdeen-borgernes attitude generelt, at hun besluttede sig for selv at finde ud af, hvad tiggerne havde at sige – som den første nogensinde i Aberdeen. Det var dog lettere sagt end gjort. Hun var nemlig heller ikke selv helt fri af den berøringsangst andre også led af.

”Det var sindssygt svært at gå op til en tigger og præsentere mig selv de første gange”, indrømmer Eva. ”Det er noget med, at jeg ikke var en del af deres verden. De sad ned, de havde problemer, jeg stod op, jeg var etableret. Jeg var bange for at trænge mig på, og for at blive afvist. Men mine forestillinger og fordomme blev hurtigt manet i jorden. Alle var meget åbne, og det var stort intet, de ikke ville tale om.”

Halvvejs igennem projektet blev byrådets forslag om et forbud imod tiggeri afvist af højere instanser, men bogprojektet fortsatte mens den lokale avis rasede over hvad de kaldte et ”nederlag i forsøget på at rense Aberdeens gader for tiggere”.

Eva betragter sig selv som fotograf, men valgte bevidst ikke at tage billeder af tiggerne. De 12 dialoger, hun havde haft med dem, skulle stå rent frem i bogen ”Get a Fucking Job. The Truth about Begging”. Undertitlen: ’Sandheden om tiggeri’ er et klart politisk statement fra Evas side om, at ”Her er mennesker, som virkelig ved hvad gadetiggeri handler om. Deres historier, følelser, holdninger og erfaringer skulle udtrykkes, ikke deres udseende”.

”Vi er nødt til at inkludere tiggerne og de hjemløse i debatten om, hvordan samfundet bedst kan hjælpe dets udsatte medborgere. Men det er virkelig hårdt arbejde at komme igennem til byrådet og medierne i Aberdeen”, fortæller Eva, der har sendt ’Get a Fucking Job’ til samtlige socialpolitikere, aviser og magasiner i Aberdeen uden at få aktiv respons.

Hyr en social kunstner

Kommunikation er selve omdrejningspunktet i hendes projekter. ”Kunst skal ud i virkeligheden, hvor vi kan forholde os til den”, mener Eva, der tidligere har arbejdet med bl.a. street skatere i Aberdeen og hjulpet dem med at formidle deres sag via møder med lokalpolitikere, offentlige events, udstilling og debatarrangementer. Men ’Get a Fucking Job’ er det første projekt, hvor den politiske debat står helt centralt.

”Jeg forsøger at rykke ved den politiske dagsorden”, understreger hun. ”Hvad angår natherberger, misbrugsbehandling, væresteder for hjemløse osv. er Aberdeen langt, langt bagud. Den er jo en rig by på grund af olien fra Nordsøen. Den har penge nok til at hjælpe de svageste. Det handler om at ændre holdning og komme i gang. Vi har råd til det, men viljen mangler.”

Evas politiske engagement er så stor en del af hendes liv, at hun ikke adskiller arbejde og fritid i det daglige. Hun er hele tiden ude blandt mennesker i byen og sover på et otte kvadratmeter stort klubværelse. For det er svært at skaffe penge til sociale kunstprojekter, med mindre man vil give køb på sin kunstneriske integritet.

”Blandt kunstnere er det en joke at, hvis du vil have penge til et projekt i Storbritannien, skal du bare finde en enlig mor af anden etnisk herkomst med et handicap og en stribe psykiske problemer, så er den hjemme”, griner Eva. Men der er alvor bag ordene. ”Staten ’hyrer’ faktisk kunstnere til at lave sociale projekter under bestemte betingelser. På den måde kan de jo sige, at de gør noget ved de sociale problemer”, mener hun. ”Og der ligger en fare for at kunstneren bliver et dække for kommunen eller staten, der ellers lader stå til.”

Eva vil ikke være i lommen på nogen. Hun vælger selv hvilke mennesker hun vil arbejde sammen med og søger derefter støtte til projekter. Derfor startede hun i 2004 ’New Social Art School’, som indtil videre blot er et lille netværk af forskellige folk, der ikke nødvendigvis betragter sig selv som kunstnere. ”Det er i mødet mellem mennesker at relationer, debat og ideer opstår”, som Eva siger. Alle medlemmer af ’New Social Art School’ er på den ene eller anden måde tilknyttet hendes projekter. Pt. består ’skolen’ af en tidligere hjemløs kunstner, en skateboarder, en PhD studerende, en kurator og en galleridirektør. Eva kunne godt tænke sig at lave lignende sociale kunstprojekter i Danmark og udvide netværket til ’New Social Art School’ herhjemme engang i fremtiden. Måske bliver Kultorvet i København den næste, hvem ved?