Katalogtekst til udstillingen ’Nye fotografier’, Galleri Kant, Esbjerg, 2012

af Lisbeth Bonde,  cand.mag. og kunstskribent

Eva Merz (f. 1966) er lige dele dokumentarist og konceptkunstner – men hun har samtidig en udviklet sans for farve, komposition og den lille, æstetiske detalje, der får fotografiet til at leve som kunst. I mange år har hun arbejdet med social intervention i form af udforskninger af det sociale rum. Her har det handlet om at synliggøre den sociale og samfundsmæssige undertrykkelse af udsatte individer. Som en moderne Jacob Riis har hun stillet sit kamera og sit reflekterende og kritiske jeg i de undertryktes og udstødtes tjeneste. I modsætning til mange af hendes kunstnerkolleger, der på projektbasis stikker en ’kanyle’ ind i et problemområde for at hente deres kunstneriske materiale - det være sig på Vesterbro, i Sydamerika eller i Afrika - og som bagefter forsvinder fra ’åstedet’ efterladende de lokale måbende ofre tilbage, har Eva Merz med institutionen ’New Social Art School’, som hun grundlagde i 2004 i Aberdeen, taget et dybere spadestik. Ved at bo i længere tid i belastede områder og dermed opnå et tæt forhold til de involverede grupper har hun kunnet give et langt mere genuint og mangefacetteret indblik i deres problemer end hendes kolleger. Det har fx drejet sig om hjemløse og misbrugere eller om kvinder i fængsel.

For Merz handler det om at dokumentere myndighedernes ignorering af alvorlige problemer og deres manglende vilje til at løse dem med deraf følgende fatale svigt. Det kan også handle om simpelt profitmageri, der fører til forringelser i lokalmiljøet i form af tab af levebrød, når fx store supermarkedskæder overtager detailhandelen med butikslukninger til følge. Der er en understrøm af indignation og humanisme i Eva Merz’ kunst. Hun arbejder som en social antropolog, der med lige dele videbegærlighed, visuel opmærksomhed og præcision i detaljen blotlægger storkapitalens hærgen eller myndighedernes forsømmelse af hin enkelte, udsatte samfundsborger. Scenen var Skotland, hvor Eva Merz boede i årene 2003-2011. Først i Aberdeen og derefter i Glasgow. Hun har samlet sine projekter i en række bøger, bl.a. interviewbogen ’Get a Fucking Job’ (2006). Her dokumenterer hun Aberdeens hjemløse tiggeres forhold, mens hun i bogen ’You Me Us & Them’ (2011) på helt udramatisk vis i ord og billeder (mest ord) afsøger de kvindelige indsattes forhold i fængslet Cornton Vale i Stirling.

Eva Merz er født og opvokset i Esbjerg, hvor hun slog sig ned igen i 2011. Hun er oprindelig uddannet reklametegner, men bevægede sig tidligt over i kunstens verden og valgte at arbejde med fotografi på et tidspunkt, hvor det fotografiske medie så småt var begyndt at nyde anerkendelse som en kunstnerisk kategori på linje med maleri og skulptur. Hun er uddannet dels på Nansenskolen, (Norsk Humanistisk Akademi), dels på fotoskolen Fatamorgana, som har uddannet nogle af de mest nyskabende fotokunstnere i Danmark. I 1994 gennemførte hun en 5000 km lang, spirituel march ’Walk for Justice’ tværs over USA sammen med en gruppe nordamerikanske indianere. Marchen tog et halvt år. Generelt kan man om Eva Merz sige, at hun arbejder med en åben, men magtkritisk indfaldsvinkel. Undertiden handler det også om at undersøge identitetsdannelse, og her tager hun afsæt i erindringen og det personlige, men aldrig private erfaringsunivers.

Selv om Eva Merz’ ’undersøgelser’ tager sig meget forskellige ud, løber der en rød tråd igennem hendes efterhånden omfattende oeuvre. Bl.a. er der en tydelig stedsspecificitet nedfældet i hendes værker: De afbildede objekter har alle en særlig oprindelseshistorie og er knyttet til et bestemt sted, et topos. Det gælder, uanset om hun arbejder som social antropolog, eller om hun undersøger sin egen subjektive, identitetshistorie, som hun gjorde det i ’Dukke’ serien, ’Some Secret’, i 1990’erne. Det fremgår også af hendes nye serie ’Role of Memory’ i Galleri Kant i Esbjerg, hvor hun fokuserer på betydningsladede ting fra hendes egen opvækst. Det er ting, som har medvirket til at forme hendes egen identitet, og som knytter hende sammen med barndomshjemmet i Hjerting. Det handler især om hendes faderlige ophav. Her har hun af et meget stort materiale uddraget og affotograferet de mest betydningsladede ting, som hun nøje har afstemt form- og farvemæssigt i forhold til hinanden. De er fotograferet enkeltvis og er fritlagt og isoleret fra deres oprindelige omgivelser, hvorved de får tilskrevet nye betydninger: Patroner, en dartpil, en sølvske, en dagbog, en rød snor, en dolk, et fiskeblink, et postkort fra Rocky Mountains etc. taler med og imod hinanden. Der er mange referencer til jagt og fiskeri – med andre ord til en maskulin verden. To afbildede revolvere spiller ligeledes en klar rolle med deres konkrete henvisninger til mord både på film og i virkeligheden. Alle objekter er fotograferet på en neutral baggrund og former deres eget mindernes alfabet – med mulighed for at skabe nye historier inde i betragterens hoved. I serien ’Words, Words’ ser vi hænder i overstørrelse. Det er smukke og følsomme hænder, som taler deres eget sprog, og samtidig er det slidte og brugte hænder, der har nogle ’sfumatiske’ konturlinjer som følge af dobbelt- eller tredobbelteksponeringerne. De synes levende, fordi bevægelserne er kommet med.

To fotos fra 1964 skiller sig ud ved ikke at være taget af hende selv. Dels ’Indianer’, hvor en indianerkvinde ser lidt beklemt ud ved fotografens tilstedeværelse. Hun vandrer i et ørkenlandskab. Herover ses fotografiet  ’Cowboy’  med en vesterlandsk mand iført Stetson-hat, shorts og sandaler. Han står og skuer ud over Grand Canyon som den sejrende cowboy, der underlagde sig det mægtige rige med den storslåede natur. Disse to fotos åbenbarer oplagt et feminint, skrøbeligt univers, konfronteret med et maskulint, overlegent. Læst på en anden måde dokumenteres her imperialisten over for den indfødte indianer, som blev berøvet sit land.

Der er mange betydninger i spil i Eva Merz’ smukke og stramme fotografier. Et enkelt skiller sig ud: det er et stort foto af et fuglebad med titlen ’Engel, Hjerting’ med reference til den bydel lidt nord for Esbjerg, hvor Eva Merz voksede op. Dette lidt sentimentale og kitschede fuglebad fremkalder nogle helt andre associationer end de øvrige fotografier: Her følger Eva Merz et andet spor med denne nøgne kvindefigur på kanten af det lille fuglebassin. Her handler det om en fintmærkende balance – men dette foto tematiserer samtidig selve erindringens væsen. Eller som Roland Barthes så smukt skriver om fotografiets væsen: ”Fotoet af det forsvundne væsen (eller situation) kommer og berører mig som de forsinkede stråler fra en stjerne. En slags navlestreng forbinder den fotograferede tings krop med mit blik: lyset er her, skønt uhåndgribeligt, et kødeligt element, en hud som jeg deler med ham eller hende, der er blevet fotograferet.” (i ’ Det lyse kammer’, 1980, på dansk i 1983).